|
|
Nedenfor vises eksempel på en indre dialog, hvor du med din forstand argumenterer for en forandring i dit liv, og hvor du samtidig passiviserer krybdyret.
Hvad nu, hvis jeg ikke bliver glad for jobbet?
At jeg skriver en ansøgning, er ikke ensbetydende med, at jeg er forpligtet til at sige ja til jobbet.
At gå til en jobsamtale er uforpligtende – både for virksomheden og for mig som kandidat.
Det er kun den 1. indledende samtale… og en proces, som jeg skal igennem, hvor det bliver afdækket, om jeg er den rette kandidat til jobbet… hvilket jo også er i min egen interesse.
Igennem rekrutteringsprocessen vil jeg lære virksomheden nærmere at kende og høre mere om jobbet, den kommende chef og kollegaerne. Derved jeg får bedre forudsætninger for at vurdere jobbet/virksomheden.
Jeg vil aktivt kunne stille spørgsmål gennem processen. Sideløbende vil jeg selv undersøge virksomheden nærmere, så jeg får de bedst tænkelige forudsætninger for at vurdere, om det er det rigtige job for mig.
Kun, hvis jeg føler mig overbevidst om, at det er det helt rigtige job, vil jeg tage springet. Det bliver altså en bevidst og velovervejet handling fra min side.
Hvad nu, hvis jeg ikke er dygtig nok?
Du har klaret dine tidligere jobs rigtigt godt, så hvorfor skulle du ikke klare dette job?
Du har en god uddannelse og en god erfaring inden for området.
Der er ikke nogen, der siger, at du skal kunne det hele fra 1. dag på jobbet. Der vil selvfølgelig være en indkøringsproces, som godt kan være hård og krævende.
Og du har jo igennem årende løbende fået nye arbejdsopgaver og udfordringer, som du har udført med godt resultat.
Skulle du stå over for en arbejdsopgave, som du ikke ved, hvordan du skal håndtere, så er der også nogle kollegaer, som du kan spørge, og som kan hjælpe.
Etc.
Hver gang, du mærker følelsen af angst og utryghed, så tag en dans, hvor du lader neurocortex styre krybdyret.
Angst og utryghed over for forandringer og angsten for at fejle er nogle fundamentale, menneskelige følelser, som vi altid vil have… uanset, hvor meget vi arbejder med vores følelser. Det handler også om, at man som menneske har selvtillid og er bevidst om, at man er i besiddelse af ressourcer og intellekt til at klare de udfordringer, som vi alle bliver konfronteret med livet igennem. Samtidig er det værd at vide, at det er forandringerne og udfordringerne, der få os til at vokse og udvikle os.
|