Lad os starte med at udforske dette lille krybdyr, som lever i vores ubevidste sind. Herved får vi en idé om, hvad vi er oppe imod.
Vores indre krybdyr kan beskrives som vores instinkter, der er designet til at reagere hurtigt. Krybdyret er altid på vagt og har til formål at sikre vores overlevelse.
For vores indre krybdyr handler livet udelukkende om overlevelse, herunder at formere sig, indtage føde samt sikre territoriet. Krybdyret er udviklet til at opfatte enhver form for trussel som et spørgsmål om liv eller død: Spis eller bliv spist – flygt eller kæmp.
Krybdyret er den mest primitive del af vores hjerne, og derfor er krybdyret ikke i stand til at skelne mellem nuancer, når det føler sig truet på sin overlevelse. Du er eksempelvis alene hjemme og hører pludselig en mistænkelig lyd. Dit indre krybdyr aktiveres på nanosekunder.
Men nu er det jo ikke sikkert, at det er en indbrudstyv. Det kunne også være en gren, der slog mod ruden. Og her kan krybdyret altså ikke skelne. Det er ét fedt: krybdyret føler sig truet på sin overlevelse.
Eller formuleret på en anden måde: vores indre krybdyr er ikke i stand til at skelne, om der lugter brændt, eller om der er tale om en stor ildebrand.
Forklaringen er, at nervekredsløbet i den gamle hjerne er gammelt og temmelig unøjagtigt, så somme tider vil det blæse falsk alarm – og reagere uhensigtsmæssigt.
Den gamle, emotionelle hjerne er altså hurtigere end den nye, tænkende hjerne. Den emotionelle del af hjernen reagerer på nanosekunder, mens det tager meget længere tid at aktivere forstanden.
Det lille krybdyr overtager simpelthen hele hjernen i en slags kup – og dermed også dine adfærds-og reaktionsmønstre. Det er ikke et tegn på, at vi har en personlig svaghed eller en brist. Hjernen gør ganske enkelt det, som den er skabt til. Konsekvensen er, at vi mennesker i mange situationer ubevidst er styret af vores instinkter og følelser frem for af vores forstand.