Sitemap


Personligheds analyse

Ved en personlighedsanalyse vil du blive bedt om at beskrive din personlighed ved at besvare en række spørgsmål i en test.

Selv om de fleste analyser åbner mulighed for at give et fyldigt billede af hele din personlighed, er det ofte kun et bestemt antal personlighedstræk, som testen forsøger at uddrage.

The Big Five personlighedsmodellen

Én af de mest kendte og generelt accepterede personlighedsanalyser er The Big Five personlighedsmodellen.

Den består af faktorerne:

  • Åbenhed over for nye oplevelser: I hvor stor udstrækning er personen nytænkende. Har personen brede interesser, og er vedkommende risikovillig.

  • Samvittighed: I hvor høj grad er personen omhyggelig, pligtopfyldende, ansvarsbevidst og udholdende


  • Ekstroversion: Tendensen til at opleve positive emotionelle tilstande og føle sig godt tilpas med sig selv og omgivelserne


  • Imødekommenhed: Tendensen til at komme godt ud af det med andre mennesker


  • Neurotiske anlæg: Tendensen til at opleve negative emotionelle tilstande og se sig selv og omverdenen med negative øjne


De to vigtigste modeller med 5 faktorer er Costa og McRaes Five-Factor Model og Godbergs Big Five.

Forskellen på dem er, hvad de fem faktorer kaldes, og hvordan modellen sprogligt er opbygget. F. eks. ændrer Big Five-modellen åbenhed til intelligens og neurotiske anlæg til emotionel stabilitet.

De 5 personlighedsfaktorer

Der bruges også andre termer for de fem personlighedsfaktorer, som f.eks. i The Five Dimension Qustionnaire (FDQ):

  • Udadvendt - Indadvendt


  • Barsk - Blid


  • Konform - Kreativ


  • Systematisk - Usystematisk


  • Selvsikker - Følsom


Analysen vil stille dig spørgsmål om, hvordan du håndterer forskellige situationer, og hvordan du reagerer i forhold til andre mennesker.

Generelt betegner personligheden det enkelte menneske som helhed, hvilket inkluderer forskellige færdigheder, anlæg, egenskaber og motiver.

Personligheden er afgørende for personens adfærd og er dermed vigtig i forhold til, hvordan personen vil reagere i forskellige arbejdssituationer.